Rana Niejta

Rana Niejta i en park i Mo i Rana, Rana

Rana Niejta og Rana Niejte er umesamiske navn på den samiske gudinnen for våren og fruktbarhet (alternative navn: Rana Nieda, Rana Neida, Rana Neide, Ruona Neida Radien-neide og Blende). Navnet kan oversettes med det «grønnlige», «markens grønne grøde», eller «jordens datter». Ifølge samisk mytologi gjorde hun fjellene vendt mot sør grønne, slik at de sultende reinsdyrene hadde mat.

Sala Niejta og Rana Niejta

Den finske språkforskeren Otto Donner beskrev i sin oversettelse av samiske dikt til tysk og finsk i 1876, hvordan Sala Niejta (solens datter) Rana Niejta og Saivo Niejta (undergrunnens datter) ofte ble nevnt sammen i samisk poesi, og tidvis ble forvekslet med hverandre av utenforstående uten kjennskap til samisk mytologi:

Solens datter blir også nevnt sammen med saivo neida, underverdenens datter, eller rāna, ruona neida, den grønnlige, dvs. vårens datter. (Die Sonnentochter wird auch zuweilen saivo neida die tochter der underwelt, oder rāna, ruona neida die grünliche, d.i. die frühlingstochter, welche die berge grün bekleidet, gennant).

Av eldre kilder fra 1700 fremgår det likevel at dette dreier seg om tre ulike gudinner. Sala Niejta hadde makt til å gjøre slutt på snø og kulde, mens Rana Niejta sørget for at trær og urter hvert år vokste frem igjen. Rana Niejta representerer således vårens fornyelse.

Samene oppfattet solen som

et Guddoms væsen; men den Virkning og Varme, som de fornemme fra Soolen, stige de at være Soolens datter, hvilken de kalde Salaneide, og denne ansee de at raade for Snee og Kuld at giøre ende paa".

Sala Niejta og Rana Niejta var to ulike gudinner som sammen med

Servge-edni ... dyrkes og tilbedes ... som Gudinder, og naar Lapperne trænge til dem faae de ogsaa sine offringer, at de skulde være milde og skaffe græsning til Lappernes Reensdyr, at Lapperne ikke skulde lide nød, men betids nyde melk og ost af dyrene.

Til Sommeren hører: at Sneen maa gaae bort, og dernæst at Græss og Løv udvoxer. Begge ere Lapperne magt-paaliggende for deres dyrs skjyld, helst under saa hardt Climat, og ded i fjeldene, hvor Snee og Kuld hersker saa meget længe, og ded i nogle aar endda meere og længere end i andre... Og som de kunde see og fornemme, at Soolen virker, saa Sneen forgaaer; men de kunde ikke forstaae sig på, hvordan Løv og Græss framkommer, saa erkjende de da Radiens kraft, ded er den gode Guds, som raader over alle ting, at derfra kommer Løv og Græss, men Soolens Varme tilskrive de at tage Sneen bort"

Litteratur

• Hans Sckanke: Epitomes Historiae Missionis Lapponica. Pars Prima. Anlagende de Norske Lappers Hedendom og Superstitioner, utgitt av Martha Brock Utne og O. Solberg i Finnmark omkring 1700. Aktstykker og oversikter, Nordnorske Samlinger, Etnografisk museum, Universitet i Oslo, A.W. Brøggers boktrykkeri, 1938, bind 2, s. 175-256
• Otto Donner: Lieder der Lappen − Lappalaisia lauluja, Suomi-kirjan Toinen Jakso, II Osa, Helsinki, 1876
• Bo Lundmark: Bæi'vi mánno nástit (umesamisk) = Sol- och månkult samt astrala och celesta föreställninga bland samerna, Acta bothniensia occidentalis, Skrifter i västerbottnisk kulturhistoria, Umeå, Västterbottens museum, 1982